Midlertidige arrangementer
Midlertidige transportable konstruktioner kan for eksempel være
Telte, tribuner, scener, messestande, portaler, tårne, mobile antenner og storskærme.
Større arrangementer kan for eksempel være
Camping- og salgsområder, by- og markedsfester, loppemarkeder, stævner, koncerter og spejderlejre.
Midlertidig ændret anvendelse af bygninger kan f.eks. være
Arrangementer som messer, events, sportsarrangementer, forsamling eller overnatning af mange personer i skoler, sportshaller, kontorbyggeri, lagerbygninger og fabrikshaller.
Vær opmærksom på, at dit arrangement også kan kræve andre tilladelser.
Det kan fx være tilladelse fra politiet, tilladelse til at sælge alkohol og fødevarer, tilladelse fra kommunen til midlertidig råden over vej eller ændring af færdselsregulering. Herudover kan det være relevant at involvere andre instanser afhængigt af arrangementets karakter, fx regionens præhospital.
Det er altid arrangøren, der har ansvaret for, at alle nødvendige tilladelser er indhentet.
Hvornår kræves en byggetilladelse?
Der kan være forskel på, om et arrangement kræver byggetilladelse, og hvilket materiale der skal sendes til sagsbehandling. Send derfor en forespørgsel i god tid med oplysninger om adressen, bygningen og dens ønskede anvendelse, så vejleder vi jer om, hvorvidt der kræves tilladelse, og hvilket materiale vi skal bruge.
Forespørgsler samt ansøgning om byggetilladelse skal ske via Byg og Miljø ansøgningsportalen på bygogmiljø.dk.
Hvis en midlertidig konstruktion eller et arrangement skal opstilles eller afholdes i mere end 6 uger, skal der altid søges om byggetilladelse.
Midlertidige indendørsarrangementer
Hvis du ønsker at afholde et arrangement som koncert, fest eller lignende i en bygning eller et lokale i Solrød Kommune, der ikke er godkendt til formålet, og hvor der maksimalt opholder sig 1.000 personer, skal du ansøge om byggetilladelse, jf. BR18, kap 1, § 6i.
Midlertidige tilladelser kan gives for op til 50 dage inden for samme kalenderår.
Hvis bygningen/lokalet i forvejen er godkendt til formålet, og der vil være flere end 150 personer i lokalet samtidigt, skal du udarbejde en pladsfordelingsplan efter bestemmelserne i BR18, kap. 5, bilag 11 og fremsende materialet til godkendelse hos Solrød Kommune senest 4 uger før, arrangementet skal afholdes. Planen skal sendes på mail til byg@solrod.dk.
Hvis dit arrangement tidligere har krævet byggetilladelse og er en tilbagevendende begivenhed med samme placering, vil det kræve en byggetilladelse hver gang. Har en certificeret brandrådgiver tidligere godkendt en pladsfordelingsplan eller arrangementsplan, kan disse anvendes fremadrettet uden krav om byggetilladelse, så længe der ikke ændres på arrangementet.
Transportable konstruktioner (telte, scener, tribuner og lign.)
Større arrangementer som f.eks. festivaler, koncerter, sportsstævner, cirkusforestillinger, camping- og salgsområder, by- og markedsfester, loppemarkeder og lignende kan udløse krav om byggetilladelse. Hvis din midlertidige konstruktion er omfattet af BR18, kap.1, §6b og ikke skal bruges til overnatning, må du opsætte den uden byggetilladelse eller certificering på den samme placering i op til 6 uger.
Vejledninger og præaccepterede løsninger
Opdateret vejledning om transportable konstruktioner
Bilag 11 Præaccepterede løsninger for midlertidige transportable forsamlingstelte camping
Bilag 11a Vejledning om arrangementsplaner for midlertidige udendørsarrangementer
Bilag 11c Vejledning om pladsfordelingsplaner ved midlertidige opstillinger