Bliv plejefamilie – gør en forskel i et barns liv
At være plejefamilie er en vigtig samfundsopgave med stor betydning for de børn og unge, der af forskellige årsager ikke kan bo hos deres biologiske forældre. Det kræver overskud, rummelighed og forståelse for børns udvikling, behov og reaktioner på svære livssituationer.
Er du allerede godkendt som plejefamilie, kan du finde relevant information her om de praktiske forhold og aktuelle opslag på børn der har brug for en familie.
Hvad kræver det at blive plejefamilie?
Som plejefamilie skal man kunne tilbyde et trygt, stabilt og kærligt hjem, hvor barnet kan få den omsorg og støtte, det har brug for. Det kræver personligt og praktisk overskud at åbne sit hjem og sit hjerte – og samtidig skulle samarbejde med professionelle omkring barnets trivsel og udvikling. Du skal blandt andet:
- Have lyst og evne til at engagere dig i et barn med særlige behov
- Være i stand til at samarbejde med barnets netværk og myndigheder
- Have en stabil livssituation og en hverdag med plads til at tage et barn ind
- Være villig til at modtage supervision og løbende faglig sparring
Godkendelsen som plejefamilie foretages af Socialtilsynet, som vurderer familiens forudsætninger, erfaringer og rammer. Du kan læse mere om godkendelsesprocessen på Social- og Boligministeriets hjemmeside.
Du er også altid velkommen til at kontakte Center for Børn og Familier på mail: cbf@solrod.dk. Vi vil vejlede dig om godkendelsesprocessen, og hvad det vil sige at være plejeforælder.